Sådan vendte direktøren millionunderskud til succes
Da Søren Hansen i september 2023 tiltrådte som øverste chef i Them Andelsmejeri, var en af hans første opgaver at afslutte regnskabsåret for 2022/2023. Det viste et truende minus på 16 millioner kroner, bl.a. på grund af afskrivning på mejeriets store ostelager.
Læs mere: Jysk mejeri tabte over 16 millioner
Et år senere kunne han til gengæld præsentere et overskud på 14 millioner kroner.
Nu fortæller Søren Hansen i Midtjyllands Avis, hvordan det lod sig gøre at flytte virksomheden med hele 30 millioner kroner på bundlinjen.
Læs mere: Midtjysk mejerikoncern forbedrer bundlinjen med 30 millioner
Med sine mange års erfaring i levnedsmiddelbranchen vidste han straks, hvilke knapper der skulle drejes på.
På Them Andelsmejeri kommer der 50 millioner kilo mælk ind hvert år. Det bliver til rundt regnet fem millioner kilo ost. For ham og mejeriet handlede det om at få så meget værdi ud af den ost som muligt.
Og det fik de.
Ved blandt andet at fokusere på de oste, som giver størst værdi, og ved at reducere spild, blev økonomien genoprettet, og et rekordoverskud blev noteret i det seneste regnskab.
- Det var helt traditionel turnaround. Der var ikke noget fikumdik i det. Vi fik forbedret råvareudnyttelsen - og det er her, der er mange gode penge at hente. De værdistoffer, som triller ind i mejeriet via mælken, skal forædles og bruges bedst muligt, siger Søren Hansen til Midtjyllands Avis.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 42,0 | 7,0 | - |
Resultat af primær drift | 20,0 | -12,6 | - |
Resultat før skat | 14,1 | -16,1 | 2,6 |
Årets resultat | - | -16,4 | - |
Balancestatus | 187,6 | 174,5 | 189,3 |
Egenkapital | 44,4 | ||
Antal ansatte | 80 | 77 | 77 |
Kilde: CVR |
Them Andelsmejeri ligger i byen Them syd for Silkeborg og har i følge det senest offentliggjorte regnskab 80 ansatte.
Artiklen er en del af temaet Leverandører.